Familien Holm

fra vores lille spot på det store web.


Axel Martin Bøgh Holm

Axel

Axel er født en varm sommerdag, den 16. juli 1984. Han blev født under stor dramatik, men han tog det hele med ophøjet ro. Han blev født ved akut kejsersnit. Kjeld var den første til at se ham. Jeg husker ham som en køn lille nysgerrig baby, som lå og kiggede ud af kuvøsen.

Axel blev den første tid passet derhjemme sammen med mor og far. Det befandt han sig godt med, men var også glad for at begynde i dagpleje.

Da Axel var 3 år flyttede vi til Jordløse på Fyn, her begyndte han i dagpleje igen og var glad for det. Han begyndte i skolen som 5 årig. Axel var glad for skolen, lige indtil de sidste år hvor han synes den var lidt træls, alle de regler og man skulle jo tidligt op.

Da vi overtog campingpladsen og kiosken, begyndte Axel at hjælpe til. Han hjalp tit med at slå den store plæne på vores lille havetraktor. Senere da han blev ældre hjalp han til i kiosken og det er mange hotdogs som han i tidens løb har solgt. Axel var aldrig bleg for at tage en ekstra vagt.

Da Axel var fyldt 16 år fik han en knallert, Puch Monza. Det var hans kæreste eje i et års tid og der blev rodet en del med motorer hvor far måtte assistere, men hvor der også blev eksperimenteret for at få den til at køre stærkere!

Axel er lidt af en læsehest og har været det siden han var 5-6 år, hvor han selv læste Anders And blade og jumbobøger. Nu er det engelske Dungeons & Dragons og Star Wars bøger som er det foretrukne. Men der er ihvertfald læst mange og tykke bøger. Axel elsker alt med trolde, alfer og orker.

Axels helt store hobby er sin computer, han er god til den og bruger næsten al sin fritid på den - nå ja og så på rollespil. Det dyrker han med stor fornøjelse sammen med sine ældste brødre og nogle kammerater. Internettet er en vigtig brik i Axels puslespil og han har venner verden over.

Hvor cyklen og knallerten i en overrække var det foretrukne transportmiddel er det nu hans lille Fiat Uno. Den kørt mange kilometer med ham selv og kammeraterne, men nu er den kassabel og må lade livet :-( Axel får nok ikke råd til en bil igen sådan lige med det samme, for han skal i gang med at læse HF efter sommerferien, men så må han se, om han kan låne far og mors.

Axel er sin egen og lader ikke nogen bestemme over sig. Han er mest til afslapning. Hans brødre driller ham med hans colaer og påstår at han har cola i årerne. Han drikker mindst en 1 1/2L om dagen og må siges at være afhængig. Han er en høj, slank ung mand med langt tjavset hår, som han nægter at klippe, især når der er nogen der siger han skal det.

Axel har nu i et år arbejdet på produktionsskolen i Faaborg på EDB-linien. Han deltog i opstarten af en netcafé, som dog ikke blev nogen succes og lukkede igen. Det viste sig at være de samme få gæster som kom igen og igen, der manglede simpelthen opbakning. Det har været dejligt at tjene sine egne penge, men overraskende hvor mange udgifter der er. Selvom det ser ud til, at Axel er god til at administrere sine penge og ikke fyre det hele af på en gang.

Det var lidt om Axels liv, fra lille og til nu....

(Helle)